fbpx
+45 49 21 21 49 mipa@mail.dk

Plejeprodukter

Hos MIPA Møbler har vi et stort udvalg af Guardian plejeprodukter. Her ser du et lille udvalg af de mest solgte produkter. Kig forbi butikken og lad os hjælpe dig med at finde de helt rigtige plejeprodukter til dine møbler. 

Guardian Tekstil Imprægnering

Beskytter nemt og effektivt møbler med stofbetræk og andre tekstiler. Produktet ændrer ikke på stoffets naturlige egenskaber, udseende og åndbarhed, men giver det en usynlig beskyttelse. Guardian Tekstil Imprægnering er af miljø- og sikkerhedshensyn fremstillet med kulsyre som drivmiddel.

Guardian Tekstilrens

Guardian Tekstilrens anvendes til at fjerne vanskelige vand- og oliebaserede pletter.

Det kan bruges til tøj, tæpper og alle slags tekstiler – også microfiber. Produktet indeholder ingen blegemidler.

Guardian Lædersæbe

Guardian Lædersæbe er optimal til pleje af regenereret, korrigeret, bonded, PU- og kunstlæder. Produktet renser og tilfører overfladen næring, så de naturlige egenskaber bevares i længere tid. Guardian Lædersæbe er testet af Teknologisk Institut og tildelt ”Indeklimamærket”.

Senge

Tilvænning til din nye seng

Når du skifter fra en gammel seng til en ny seng, kan det kræve lidt tilvænning. Din krop vil måske protestere mod dens nye sovemiljø og have behov for tid til at tilpasse sig efter din nye seng. Dette kan tage fra et par nætter op til et par måneder. 

Naturlige sætninger

Ved brug af madrasserne vil der med tiden opstå naturlige sætninger, da stopningsmaterialerne vil forme sig efter din krop. Disse sætninger vil ikke have indvirkning på madrassernes gode komfort, da de opvejes af madrassens opdrift i fjedrene, når du ligger i sengen.

Vedligeholdelse

Naturlige sætninger kan mindskes ved at vende både topmadras og selve madrassen hvor sengens opbygning tillader dette. Madrassen vendes et par gange om året og topmadrassen bør vendes ca 1 gang om måneden. Dette sikrer den gode komfort og forlænger sengens levetid. 

Renholdelse

Støvsug madrasserne jævnligt. På topmadrasser med aftageligt betræk, kan betrækket vaskes ved 60 grader. Betrækket skal strækkes i facon i våd tilstand og være helt tørt inden det sættes på igen. Tørretumbler må ikke anvendes. Se i øvrigt vaskeanvisninger på madrassen. Selvom betrækket kan vaskes, anbefaler vi at der anvendes et beskyttende topmadraslagen, da det er enklere at håndtere ved vask. 

Træmøbler

Her er et par gode råd til vedligeholdelse og behandling af borde i massivtræ:

  • Foretag al rengøring og behandling i træets længderetning.
  • Slib aldrig med ståluld.
  • Massive tillægsplader skal have luft på begge sider for at undgå, at pladerne slår sig. Derfor bør man kun
    opbevare én massiv plade i magasin – hvorimod to finerede plader kan opbevares sammen.
  • Undgå bordskåner af kork! Varme og fugt kan trænge ned i bordet.
  • Vær meget forsigtig med at stille varme ting f.eks. tekrus ovenpå et lakeret bord, da det kan give hvide
    skjolder på bordet.
  • Vær forsigtig med at placere massiv træ for tæt på varmekilder som f.eks. brændeovn eller radiator.
  • Undgå meget direkte sollys.
  • Massive bordplader bør aldrig overdækkes permanent med voksdug eller lignende lufttæt materiale i
    længere perioder.
  • Spørg altid møbelhandleren i tvivlstilfælde.

Haslev Møbler har lavet en fin guide til vedligeholdelse af træmøbler som kan hentes nedenfor.

Polstermøbler

Alle møbler fortjener pleje for at fremstå bedst muligt og for at forlænge møblets levetid.

Almene råd til vedligehold af møblet:

  • Placer ikke møblet direkte op ad varmekilder såsom radiatorer og brændeovne. Hold en afstand på mindst 20-30 cm.
  • Undgå direkte sollys, brug evt. gardiner eller persienner. Stærk sollys kan blege og mørne både stof og læder samt mørkne træ.
  • Fjern eventuelle pletter med det samme. Sug op med køkkenrulle og efterbehandl afhængig af materialet.
  • Hynder med fyld af skumgranulat eller dun vil uundgåeligt falde lidt sammen og bør derfor bankes op regelmæssigt.
  • Vær opmærksom på afsmitning fra overskudsfarve fra nyt tøj til møbler og vær også opmærksom på afsmitning den anden vej rundt, da både beklædning og møbeltekstiler i starten kan indeholde overskudsfarve, som kan give afsmitning.
  • Nitter, lynlåse, kæledyrs kløer og skarpe genstande kan skade både læder og stof.


Kvalitet:

Produktion af polstermøbler er fremdeles et håndværk. Ligeledes anvendes en del naturmaterialer i produkterne. Dette betyder, at nogen variation og målbare asymmetrier kan forekomme, uden at det må betragtes som en fejl ved produktet.

Læder:

Læder er i høj grad et naturmateriale. I en god kvalitet læder, der ikke er slebet og kunstigt præget, vil der ofte kunne ses spor fra oksens liv. Dette gælder således for semianilin. Enhver naturlig hud har ligeledes stor variation i strukturen. Hvor bugpartiet har kraftig markeret struktur og stor elasticitet, er rygpartiet mere glat og stram. Således må strukturforskelle – og ej heller insektbid og lægte ar opfattes som fejl ved huden, men netop som bevis på, at der er tale om naturlig og eksklusivt læder. Da læder ikke ’produceres’ fladt – men skabes på et organisk og rundt formet dyr – vil der ligeledes kunne forekomme visse variationer/buer i syningerne, der ikke kan påvirkes af syersken, men er afgjort af variation i læderets elasticitet. Tolerancen for disse typer variation er paradoksalt nok mindre i billigere, korrigerede og mere overfladebehandlede lædertyper (f.eks. madraslæder). Den mindre elasticitet i denne type hud betyder også, at møblet heri ofte vil stå strammere i syningerne.

  • Semianilin er et blødt og behageligt læder, som har den naturlige struktur. Det er gennem-farvet og har fået en let overfladebehandling, der er med til at skåne læderet mod pletter, smuds og slid.
  • Dækfarvet læder (Madras) kan også være gennemfarvet, men har fået en kraftigere overfladebehandling. Læderet er lidt stivere, og har ikke den samme naturlige struktur som semianilinlæder. Til gengæld er det lettere at rengøre og vedligeholde. Dækfarvet læder kan ikke ånde og arbejde med temperaturen, som semianilin kan.

Plejeråd læder:

Læder skal plejes for at undgå, det tørrer ud og krakelerer eller på anden måde tager skade. Tænk på læder som din egen hud: Smuds skal fjernes og næring tilføres. Læder kan skades af fedt fra f.eks. hårprodukter og afsondringer fra sved. Let rengøring sker ved aftørring med tør eller let fugtig klud eller støvsugning med et blødt mundstykke. Pletter aftørres med klud påført læderrens. Ved større tilsmudsning aftørres hele møblet med læderrens. Pleje sker med lædercreme efter behov, når/hvis læderet føles tørt.

Plejeråd tekstiler:

For alle gælder det: Hold møblet rent for støv og snavs ved regelmæssig støvsugning med et blødt mundstykke. Ved pletfjerning gælder det, at det bedst sker med et dertil egnet skumrensemiddel. Prøv på et ikke synligt sted først og følg brugsanvisningen. Gnid udefra og ind på pletten for at undgå skjolder.

For de enkelte tekstiler gælder:

Syntetisk: Syntetiske stoffer er slidstærke og lette at holde. Pletter kan tørres af med vand. Mikrofiber er et syntetisk materiale, som svækkes i våd tilstand. Gnid derfor aldrig på pletten ved pletrensning af mikrofiber.

Uld: Er smudsafvisende, elastisk og slidstærkt. Uldstof kan i begyndelsen afgive lidt overskudsfibre fra overfladen (fnuller eller ”pilling”). Dette har ingen betydning for kvaliteten. Pletter fjernes med danskvand eller uldrens.

Bomuld: Har god slidstyrke, men bleges let. Er ikke så elastisk som uld og er ret modtageligt for smuds.

Hør: Har god slidstyrke, men er ret modtageligt overfor smuds og krøller let.

Chenillefibre: Tekstiler med indvævede chenillefiber er slidstærke og behagelige tekstiler. Disse er ofte produceret som et glat tekstil med indblanding af en lodden/blød chenillefiber for at give en spændende struktur i vævningen. Dette kan f.eks. være striber eller andre mønstre. Med tiden vil den fine og bløde overflade blive presset ned af vægt og kropsvarme samt blive påvirket af fedt og smuds. Enkelte forbrugere kan da opfatte disse trykmærker i tekstilerne som afslidte eller plettede områder. Dette er dog en naturlig egenskab ved denne type tekstiler og kan ikke anses for at være en fejl. For at pleje chenilletekstiler støvsug gerne møblet regelmæssigt for at fjerne løst smuds. Vrid en mikrofiberklud i varmt vand og rengør overfladen ca. 1 gang om måneden. Møblet bør skumrenses ca. 2 gange årligt.

Pilling eller fnuller

Pilling er, når der på overfladen af stoffet dannes små knuder eller bolde af fibre. Disse fibre kan enten komme fra stoffet selv eller fra fibre, som kommer fra andre tekstiler, stoffet har været i kontakt med. Det sidste kaldes fremmedpilling.

Pilling (med egne fibre)

Pilling opstår, når løse fibre inde i stoffet kommer ud til stoffets overflade og sammenfiltrer sig til små knuder på grund af mekanisk på- virkning og slid på stoffet. Hvis disse knuder består af naturfibre, slides de hurtigt væk igen, og man opdager knapt, at stoffet piller. Visse tekstiler af naturfibre kan have overskudsfibre i starten, disse forsvinder således ved brug. Specielt uldstoffer kan have overskudsfibre. Dette er en naturlig egenskab ved uld og anses ikke som reklamationsberettiget, disse kan let fjernes med en tekstilshaver. Syntetiske fibre er stærkere, og knuderne lader sig ikke så let slide bort. Eventuel pilling opstår først og fremmest på blandingsstoffer, hvor knuden består af en svagere tråd som kerne, omgivet af en stærkere. På 100% syntetiske stoffer vil en evt. pilling næsten altid være fremmedpilling. Modstanden mod pilling testes ved, at man i et apparat gnider stoffet mod et tekstil i 100% uld adskillige tusind gange. Resultatet vurderes på en skala fra 1-5, hvor 5 er bedst. Så høje testresultater betyder, at pilling ikke bør forekomme ved almindelig og rimelig brug af møblerne. Dog kan pilling ikke helt udelukkes ved følgende ikke rimelig belastning af møblet:

  • Hårdhændet rengøring med kemikalier og/eller skuring.
  • Hvis møblet er meget beskidt.
  • Hård brug af møblet i kombination med ekstremt tørt indeklima, f.eks. ved brug af varmepumper i frostvejr uden kompenserende befugtning af luften.

Fremmedpilling

Pilling kan også opstå ved udefra kommende fibre, uden det har noget med stoffets egenskaber at gøre, såkaldt fremmedpilling. Fibrene kommer fra tøj eller puder/tæpper, som bruges i møblet. Disse kan, ofte i forbindelse med statisk elektricitet, fæstne sig til især syntetiske fibre i stoffet. Det er dog altid muligt at fjerne de enkelt knuder ved fremmedpilling i modsætning til ved pilling. Dette kan for eksempel gøres med en tekstilshaver. Man kan forebygge problemet ved at tænke på, hvilke tekstiler man anvender i møblet, holde møblet rent samt ved at holde en passende luftfugtighed i hjemmet (statisk elektricitet fremmes af lav luftfugtighed). Det er også muligt at spraye møblet med et antistatisk middel. Fremmedpilling er ikke en gyldig reklamationsgrund, da det ikke er en uheldig egenskab ved stoffet, men et udefra kommende problem.

Sidderoser eller trykmærker

Møbelstoffer med luv – f.eks. velour og stoffer, som indeholder chenillefibre- kan skifte farvenuance alt efter, hvordan lyset falder. Dette skyldes, at lyset reflekteres forskelligt alt efter, om luven står op eller ligger ned. Chenillefibre er spundet som små ”piberensere” med fine, små fibre og giver et blødt og spændende indtryk, når de anvendes sammen med andre garner. Med tiden kan den fine, bløde luv lægges ned af tryk og kropsvarme samt påvirkes af fedt og smuds, som kan fæstne fibrene til de underliggende lag i stoffet. Dette kan give ophav til trykmærker, som kan forveksles med plettede eller slidte områder. At luven lægger sig ned er en naturlig egenskab ved disse stoftyper og er ikke en gyldig reklamationsgrund. Man kan til dels forebygge problemer ved ikke altid at sidde på samme plads i sofaen, men fordele sliddet mere jævnt og holde møblet rent ved regelmæssig støvsugning med et egnet mundstykke. At betræk kan tages af er ikke ensbetydende med, at det kan vaskes. Vi anbefaler rensning.